Kirken | Middelalderbyen Stege

Kirken

Du kommer nu forbi Farvergade. Det var her, de farvede tøj. Og så hen til kirken, som blev bygget af Jakob af Møn. En af Valdemar Sejrs mest betroede mænd. Han var krigsmand og så betroet, at han får hele Møn som legeplads af kongen.

Møn blev aldrig beskrevet ned i mindste detalje, som andre landsdele. Øen var kun kendt som Jakob af Møn. Han kom af Hvideslægten. En utrolig magtfuld slægt. Det var Jakob, som byggede den første del af Stege Kirke. Og hvis du går derind, kan du se den endnu. Der står de inderste søjler som et symbol på Jakob af Møn. Og magten der følger med en stor slægt.

Magten var vigtig. Så Valdemar Sejr laver en jordebog, som går helt ned i mindste detalje om, hvad han ejer rundt i Danmark; hvor mange mennesker og hvad de har af værdi. Forestil dig, at han har kigget på den og godtet sig over alle de kroppe, der var hans. Kongen ejede i princippet menneskene. Men kun arbejdskraften. Ikke deres sjæle. De var Guds. Det kom kongerne ofte først i tanke om, når de selv lå for døden. Så var det afregningens dag!

Kalkmalerier

Du skulle lægge nakken tilbage i kirken. For kalkmalerierne er ret specielle. De ser anderledes ud end alle andre steder. Ret barnlige er de. Underligt barnlige. De beskriver falkejagt, narrer og hvad der sker, hvis man ikke opfører sig, som der står i biblen. Der er også sjofle tegninger.

Nogle siger, at der er Danmarks bedste lyd i Stege Kirke. Du kan jo prøve det af og bryde ud i sang, når du alligevel er der. Lyden bliver kastet lige tilbage i hovedet med et sekunds forsinkelse. Vi garanterer ikke for oplevelsen.

Hvis du ikke vil synge, så kig op igen. Et af kalkmalerierne skal forestille en sværddans. Eller også er det et billede, der viser, hvad der sker, hvis man har horet ved siden af. På et af malerierne er der røde cirkler om kønsdelene og et sæbeøje. Så den slags skal man holde sig fra. Selvom ingen jo er døde af et sæbeøje.